Interview / Sarah Zobel idt i den højak- M tuelle debat om minimumsnormeringer, mang- lende pædagoger og ressourcer, og dystre fremtidsudsigter for vores små poder i landets insti- tutioner, finder man Sarah Zobel og Iben Sandahls seneste bog Det gør ondt i maven, mor, en bog, der sætter fokus på nærværet og de smukke øjeblikke med vores børn som det altafgørende for vores børns velbefindende. ”Jeg kan ikke undgå at tænke på nærvær, når jeg lytter til den verserende debat om underbemanding i landets institutioner. Min yngste søn på tre år har vi netop valgt at flytte fra en institution til en anden - blandt andet på grund af et manglende nærvær. Når vi lever i et så institutionaliseret samfund, som vi gør, og når vi har så travlt med alt det vi skal nå, når børnene endelig har fri, så er der hurtigt et underskud af nærvær alle steder fra. At blive set og hørt er så afgørende for børn, og hvis de hverken får nærværet i børnehaven eller hjemme med forældrene, hvornår skal de så få det?” hinanden noget. Mine børn lærer mig ligeså meget, som jeg lærer dem.” Hvordan ville dine egne børn beskrive deres mor, tror du? ”Som en person, der pisker rundt for at familien skal have det godt, og at jeg nogen gange har for travlt. Men også at jeg kan være sjov at være sammen med, at vi kan pjatte, smide hæmningerne og være barnligt sjove sammen. Det er en vigtig ting at kunne grine med sine børn. Særligt, når man som jeg, går rundt med en lille melankoliker i maven, som jeg gør, er det vigtigt at påminde sig selv om, at legen også skal være tilstede i tilværelsen”, fortæller 45-årige Zobel. Kan du konkretisere et par smukke øjeblikke fra din egen hverdag, som du deler med dine børn? ”Ja. Det er, når jeg kommer hjem med min søn fra børnehaven og har alt for meget om ørerne til at kunne være til stede med ham – indtil han siger ’popcorn’. Så laver jeg de pokkers mikroovn-popcorn, og så sætter vi os sammen på gulvet i en halv time og spiser popcorn. Det er for mig pludselig gå og alt blive mørkt. Det var kun var oppe i kuffertrummet, at man kunne slå den fra. Og så vidste vi godt, hvad det var, der foregik. Vi sprang rundt i huset og skreg og hylede og gemte os i skabene og soveværelset og andre steder, mens min far listede rundt i huset med et lagen over hovedet og sagde som en sindssyg elg. Min far kunne sige som alverdens dyr, fordi jagt var hans store passion, og mine veninder blev så bange, at jeg tror, de er traumatiseret for livet”, griner den nu 45-årige psykolog og forfatter, Sarah Zobel. Patriarken Peter er væk Sarah Zobels far, den tidligere erhvervsleder og finansfyrste, Peter Zobel, døde i efteråret 2017. Han var en stor personlighed, både i offentligheden og privat, og som datter til den markante mand, har tabet af en far betydet et stort afsavn for Sarah. ”Uanset om det handler om er dødsfald eller skilsmisser, så er det svært at miste. Der er en kærlighed, som man savner. En kærlighed, der er blevet hjemløs. Og man lærer hurtigt meget om, hvor foranderligt livet er. ”Mine børn lærer mig ligeså meget, som jeg lærer dem” ”Jeg gør selv så meget som muligt ud af det nærvær, når jeg er sammen med mine børn. Men det kan være svært, når man er alene med tre af slagsen, hvor den ene kommer hjem og vil snakke teenage-ting, mens jeg skifter ble på den anden og vasker fodboldtøj for den tredje. Men jeg forsøger at se og høre mine børn for hvem, de er. Alle børn er forskellige, og alle skal de lære os forskellige ting. De helt små lærer dig om det totale nærvær, mens de større påpeger dine egne skyggesider. Man mødes i et spirituelt partnerskab med sine børn, hvor vi hver især skal lære et smukt øjeblik. Man husker ikke sin tidlige barndom i andet end glimt - i de få øjeblikke og særlige oplevelser. Og det er nærværet med ens børn, som skal skabe de øjeblikke”. Har du så også et særlig smukt øjeblik fra dengang, du selv var barn? ”Jeg har masser”, griner Zobel og tager os med en tur tilbage i tiden. ”Vi plagede altid min far om at lege spøgelse. Han sagde altid ’nej, nej, nej, det gider jeg ikke’, men så en time senere, hvor alle havde glemt alt om ham, ville hovedkontakten i huset Jeg tror, at når man mister en forælder, så forsøger familien automatisk at finde en ny konstellation sammen, der skal bringe alle videre. Min far var jo en markant mand forstået på den måde, at han var ekstremt dygtig til at samle familien. Han var samlingspunktet. Jeg kom meget tættere på ham i mit voksenliv, end jeg var i barndommen. Som barn var jeg meget hos min mor, men min far har fyldt meget i vores allesammens liv. Han var en rigtig patriark, en fantastisk personlighed, og tæppet bliver revet væk under en, når man mister en som ham. Selvom han Liebhaverboligen #219 Maj 2019 49
Download PDF fil