Interview med David Dencik Af Martin Denker Foto Dan Møller Skuespilleren med de mange ansigter Fra James Bond-universets isnende skurkerolle i ”No Time to Die” til den komplekse Mikhail Gorbatjov i ”Chernobyl” har han allerede etableret sig som én af Nordens mest markante skuespillere. Han har både vundet en Robert for sin birolle i ”Kastanjemanden” og en for sin hovedrolle i tv-serien ”Huset”. Nu kaster David Dencik sig ud i et mere følsomt spor i karrieren med kærlighedsdramaet ”Begyndelser”. ”Sex ser ud, som det foregår der,” siger David Dencik og henviser til en sex- scene i filmen ”Begyndelser”, hvor han spiller over for Trine Dyrholm i en af hovedrollerne. ”For mig er det vigtigt at portrættere noget, der føles ægte og sandt – i stedet for at gøre det, som man i hundrede år har gjort på film – nemlig at kysse på en falsk måde. Jeg har aldrig kysset en kvinde på den måde – og jeg har heller aldrig prøvet at have sex på en falsk måde. Det er noget, der bliver gjort for at dække over en indre blufærdighed. Der var ikke noget svært ved sexscenen – det var som at hoppe ud fra timeter- vippen,” konstaterer han. Jeg møder David Dencik i Nordre Toldbod i det indre København. Vi sætter os i et lille cafélignende afsnit midt i et gourmet-supermarked. Der er ikke mange, der lægger mærke til, at jeg sidder over for én af vor tids mest fremtrædende karakterskuespillere herhjemme. Fra den dramatiske røde læbestift til de mørke, skumle tatoveringer. Fra det blide, følsomme udtryk til den altdo- minerende skurkerolle. Jeg ser tilbage på Denciks rejse for at se, hvordan han egentlig er nået hertil. ”Jeg var modnet ret sent, og de andre drenge voksede sig større end mig. I 13-14-årsalderen blev jeg lidt rund og tog nogle kilo på i en sommerferie. Vennerne kunne få en øl på Klaptræet (tidligere biograf i København, red.), men jeg kunne ikke, da jeg så for ung ud. Så jeg sad på en bænk udenfor og rullede joints, mens de andre var indenfor. Det blev efterhånden min identitet,” fortæller David Dencik, der som ung drømte om at komme ud at rejse og udforske verden. ”Jeg har altid været meget optaget af kort. Bykort, landkort og kontinen- talkort. Jeg havde kort hængende på væggene derhjemme – og så gik jeg og tegnede grænserne op.” meget hash, men der var ikke rigtig noget oprør i det – det var mest en pacificering. Hvis man endelig skal tale om et ungdomsoprør, så er der et for- ældreoprør, nu hvor jeg selv er blevet forælder.” ”Hvilke værdier har du taget med dig fra din opvækst?” ”Nysgerrighed. At være nysgerrig på sig selv og sine relationer, men man kan også være nysgerrig på verden og de ”Uanset om det er en seriemorder, en transseksuel eller en forsvarsadvokat, kan jeg mærke, at mit spil og min tilgang til en rolle ofte trækker mig hen imod et sted, hvor jeg er alene.” Mit første møde med David foregår ti minutter tidligere. Midt i den køben- havnske trafik holder jeg for rødt lys. Ved bilens siderude skimter jeg en per- son, der kigger ind. Jeg opdager David på sin cykel, iført en iøjnefaldende lyse- rød kasket. Jeg ruller vinduet ned og hilser pænt. Selvom vi aldrig har mødt hinanden før, bemærker han mit efter- navn på bilens bagende og kan derfor hurtigt identificere mig. Rullede joints som teenager Som skuespiller har David Dencik længe været kendt som manden med de mange ansigter – eller måske sna- rere de mange typer. Han fortæller engageret om de forskel- lige hovedstæder i verden. ”Jeg havde engang en konkurrence med en mand fra Australien. Han kendte ikke hovedstaden i Montenegro, men ellers kunne han alle hovedstæder i Stillehavsstaterne. Jeg var helt offside, så jeg tabte den konkurrence,” smiler han. Den svensk-danske skuespiller retter på kasketten og kigger over på side- bordet, hvor et ældre par sætter sig. Med samme afslappede attitude, som han taler, nævner han, at han aldrig har dyrket et ungdomsoprør. ”Der var måske en tendens til at ryge lidt for 48 Liebhaverboligen nr. 312 Januar 2026
Download PDF fil