Bodil Jørgensen er opvokset i Vejen i Sønderjylland og beskriver i bogen 'Bette Bodil' sig selv som en platfodet outsider med ildrødt hår, der gik i genbrugstøj og ortopædsnabelsko. Og snart var ideen om en børnebog født. ”Vi mødtes en gang, hvor jeg bare sad og rablede løs, og Kim skrev noter: Elan med de flotte negle, store fødder, Palle med solbriller bum, bum, det var det. Og så så jeg den ikke før, den var færdig,” fortæller Bodil Jørgensen, der gav Kim Ace frie tøjler til at digte ud fra hendes grundhistorier. Tid og langsomt tempo For voksne føles 1970’erne måske ikke så langt væk, men for børn er tanken om et liv med kun en enkelt tv-kanal, intet internet og en fælles væghængt huste- lefon helt absurd. Som at sende brevduer og trans- portere sig rundt i hestevogn. Ikke at alt var bedre i 1970’erne, mener Bodil Jørgensen, men hun savner, at livet foregik i et roligere tempo. Når hun var hos 50 Liebhaverboligen Sommerhus nr. 305 Juli 2025 Sommerhus Af Sara Sievers Fotos: Les Kaner og private sin mormor og morfar i Føvling, var det noget med at gå rundt og klappe køerne, der alle havde navne. ”Det føltes som om, alt var i harmoni. Der var ikke nogen trusler eller angst forbundet med livet der. Jeg gik med min morfar i hånden ud og så til køerne. Der lå kokasser over det hele, så sagde han: ’Du må godt træde i sådan en’, sagde han. ’Prøv lige…’” siger hun med et skælmsk blik i øjet og sønderjysk dialekt. ”Min mormor havde kæmpe bede med jord- bær, og vi måtte spise, til vi revnede. Jeg lå på knæ ved siden af hende og lugede. ’Prøv lige at se her, Bodil’, sagde hun så, og viste mig en regnorm eller en mariehøne. Altså, der var intet, der skulle gøres hurtigt, alt var der tid til.” Og det var ikke noget med Tivoliture, shopping og udenlandsrejser. ”Hun havde et underlag med et verdenskort, som hun bredte ud på gulvet, så sagde hun: ’Kom herover og sid’, og så satte vi os sammen og rejste til Grønland, mens hun fortalte. I virkeligheden havde hun aldrig rejst nogen steder. Jo, hun var vist på et tidspunkt i Kalmar i Sverige.” Det lyder trygt og rart, men i bogen ’Bette Bodil’ er det tydeligt, at tonen i skolen godt kunne være hård. ”Jo, mine forældre var jo skolelærere, og jeg var rødhåret, og det var ikke smart i Vejen i 70’erne. ’Er du brandforsikret’, og alt det der, råbte Palle og Elan, som jeg var så vild med, efter mig.” uhørt, at jeg skulle have nakkehår. Kassebukser ønskede jeg mig også, og jeg var lykkelig, da jeg endelig fik et par i lilla fløjl. Min mor syntes, de var vanvittige. Spild af stof, altså,” siger Bodil Jørgensen, der havde nogle gode forbilleder, som måske var lidt usædvanlige. ”Altså, Dronning Margrethe og Jesus, og såmænd også Kim Larsen. Jeg elskede Rabal- derstræde og tog til Vejle for at se Gasolin. På en eller anden måde var de med til, at jeg oplevede, at der var en verden derude, som var større.” Hvordan var din barndom i 70’erne anderledes end den barndom, dine børn har haft? ”Der er jo de åbenlyse ting, som det der med en telefon, som nutidens børn vokser op med at have på sig hele tiden. Det kan jeg jo ikke huske en dyt af, for vi havde ikke nogen. På et tidspunkt fik vi en telefon, sådan en tung bakelit en, og hver gang den ringede, fløj vi alle sammen hen for at tage den. Det var så spæn- dende at skulle sige: ”Det er hos lærer Jørgen- sen, det er Bodil.” Hendes egne børn har ikke fået mobiler, før de fyldte 12 år. ”Og det har været en god ting, det er en vild verden at få ind i sit liv, når man er et barn, der bare burde lege.” Var de sure over, at de ikke måtte få en? ”De var måske lidt sure, men vi var enige om, at det er godt at vænne dem til, at det er en eks- tra ting, ikke selve livet. Den skal ikke være en forlængelse eller en del af dig. Hvad skal man med sociale medier, når man er et barn?” Hun smiler lidt. ”Ej, jeg glæder mig til, at de skal læse den.” Der er heldigvis efterhånden begyndt at komme en anden bevidsthed om, at vores digi- tale liv skal tøjles, mener hun. Kender du dem i dag? ”Ja, jeg har mødt Elan på Vejen Kunstmuseum for ikke så lang tid siden. Han havde jo slet ikke mærket, at jeg var forelsket i ham dengang, så det var han sådan helt ’stur i a huwet’ over. Det ville han godt have vidst,” griner hun. ”Men det, som Kim Ace får fat på i fortæl- lingen, er, at jeg var ret sej. Jeg lod dem ikke knække mig. Jeg var stærkere." Hvordan tror du, det kunne være? ”Jeg havde det godt i mit eget selskab. Jeg var ikke så afhængig af at blive accepteret, men på den anden side ville jeg jo også bare gerne være ligesom de andre børn.” I bogen har Kim Ace gjort karakteren Jonna til Bette Bodils veninde, men i virkeligheden var Jonna en af de populære piger, som Bodil Jør- gensen ikke kunne blive ligesom. ”Jeg ville så gerne have bundesligahår ligesom hende, men min mor syntes, at det var helt Og så mener hun, at børn i 1970’erne havde en højere grad af frihed. ”Det tror jeg er godt, det ruster. Man skal huske at turde give slip og ikke overvåge sine børn,” siger Bodil Jørgensen, der netop har fået sin yngste datter på 17 år hjem fra et ophold i Ita- lien. ”Jeg kunne jo ikke hele tiden vide, hvor hun var i Firenze. Da vi var nede og besøge hende, var jeg så imponeret over måden, hun bevægede sig rundt i byen på. Så tog hun lige toget herfra og dertil. Jeg tror, man lærer så meget af at finde ud af at klare sig, opleve lidt modgang, men at det løser sig. Man er nødt til at mærke det og erfare, at man jo kom videre alligevel.” Og at det ikke altid er noget, ens forældre kan klare for en. Er der andet fra 70’erne, du kan savne? ”Jeg lever jo af at underholde, og jeg må sige, at det er udfordrende at lave satire, når vi ikke
Download PDF fil