30 Liebhaverboligen nr. 299 Februar 2025 Interview med Sara Maria Franch-Mærkedahl Af Gitte Meyer Madsen Foto Dan Møller Allerede som barn var der tegn på, at Sara Maria var mere ængstelig end mange andre børn. ”Jeg husker, at jeg engang besvimede i børnehaven, fordi jeg havde skåret mig i fingeren. Jeg måtte også bæres ud over stenene i vandkanten, når vi var på stranden, fordi jeg var bange for at få rifter under mine fødder,” husker Sara Maria. ”Jeg blev kaldt et sart barn, og det var jeg måske også. Men for mig er det tydeligt, at mine bekymringer og ængstelige tanker allerede begyndte i barndommen.” En indre kamp Angsten tog for alvor til i teenage- årene. ”Nysgerrighed og mod til at prøve nye ting har altid været min drivkraft. Det har så også betydet, at jeg nogle gange har presset mig selv for meget, og så tog angsten fat.” At finde kontrol I mange år troede Sara Maria, at hen- des angst var noget, hun måtte leve med. ”Jeg tænkte, det er sådan, jeg er – der er ikke noget at gøre ved det.” Men for godt to år siden tog hun en beslutning, der ændrede hendes liv. ”På min 42-års fødselsdag besluttede jeg mig for, at det skulle være slut. Jeg søgte hjælp, og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv.” ”Jeg husker meget tydeligt første gang, panikangsten ramte mig. Jeg var på ferie med min søster, og vi sad på en restaurant, da jeg pludselig blev bange for, at jeg var blevet forgiftet. Jeg fik en trykken for brystet, en snurren i fing- rene og min hals snørede sig sammen, så jeg måtte hive efter vejret. Det var skræmmende.” Herefter kom angsten i mange former. Hun fik angst for at flyve, blive syg, dø, miste og den værste af dem alle: Angst for selve angsten – frygten for, at et nyt anfald skulle slå ned på upassende tidspunkter og forårsage, at Sara Maria besvimede, blev svimmel eller dårlig. ”Det var en konstant kamp mellem irrationelle tanker om alt det, der kan gå galt, og de rationelle tanker, som prøvede at berolige mig. Det var hårdt,” siger Sara Maria og slår blikket ned. Ingen angst på skærmen I ti år var Sara Maria Franch-Mærke- dahl vejrvært på TV2. Selv om hun levede med angsten, mærkede hun aldrig noget til den, når hun var ’på.’ ”Når jeg stod foran kameraet, var jeg så fokuseret på at præstere, at jeg ikke havde tid til at mærke, om det prikkede i armen, gjorde ondt i maven eller andre symptomer. Angsten kunne ikke få plads, når jeg var foku- seret på at være i nu’et,” forklarer Sara Maria. Men uden for skærmen var angsten aldrig langt væk, og hun vidste ikke, hvornår den ville ramme. Alligevel har hun ikke holdt sig tilbage, når det gjaldt nye muligheder og oplevelser i livet. Sara Maria lærte at arbejde med sin vejrtrækning for at få ro på nervesyste- met, og gennem ti intensive metakog- nitive terapisessioner lærte hun også at kontrollere sine tanker. ”Vi har op mod 70.000 tanker om dagen, og langt de fleste er negative. Gennem terapi lærte jeg, at vi ikke skal gribe og dyrke alle tanker, men lade en stor del af dem passere – særligt de negative – uden at give dem for meget opmærksomhed. Det kræver øvelse, men det er muligt. Jeg græd, da det gik op for mig, hvor meget unødvendig energi jeg har brugt på de irrationelle tanker,” fortæller Sara Maria, der nu kun sjældent mærker angsten. Et uvelkomment tilbagefald For nylig havde Sara Maria dog et til- bagefald. ”Jeg havde presset mig selv for hårdt og været ude at flyve syv gange på en måned. Min angst for at flyve er blevet meget bedre med terapi, men den er der stadig – så syv flyveture var for meget. Da jeg kom hjem fra den sidste tur, mærkede jeg en panikangst presse sig på. Jeg følte pludselig, at jeg fejlede alt muligt. Heldigvis lykkedes det at stoppe den med de redskaber, jeg har lært – rolig vejrtrækning og at undgå at give de negative tanker for meget opmærksomhed.” I hverdagen har hun fokus på at skabe balance og gøre ting, der giver hende glæde. Fortsættes på side 32
Download PDF fil