Pernille Vermun ameben i næsen Jeg befinder på Christiansborg. Ved min side er Nye Borgerliges stifter og partiformand, Pernille Vermund . Hun er iklædt sin kvindelighed; langt lyst hår kompletteret af hvid skjorte, stram nederdel, bare ben og stilletter. Klik, klak, klik, klak, klik, klak. De højhælede skos ekko klapper ned mod os som en salut fra Borgens bombastiske mure, mens vi med raske skridt bevæger os gennem magtens korridorer mod Ridebanen. Jeg forsøger uden held at afvise min indre trang til at smånynne ZZ Top-hittet Legs fra 1983. She´s got legs/She knows how to use them. For det ved hun virkelig, damen med stort D ved min side. Hun ved præcis, hvordan hun bruger de ben, hun går på. Det er næsten et omvandrende statement. Stærk politiker med dameben i næsen, kvinde uden frygt for at skilte med sin femininitet på politikkens maskuline højborg. Legs – et uomtvisteligt aktiv i den kønspolitiske magtkamp om ligestilling. Nær- mest stakåndet frister jeg mig til at spørge, om hun tror, det er blevet sværere at være mand. Ja. Det er det, svarer hun. Vi bevæger os videre, op ad trapperne og ned ad den buede gang. Jeg er selvfølgelig nødt til at spørge, om det så også blevet sværere at være kvinde. Nej. Det er ikke blevet sværere, men når vi taler ligestilling, er der stadig forhindringer for kvinden i forhold til at kunne være et helt menneske - i bl.a. politik. Mænd og kvinder skal have lov til at være hele mennesker og ikke bare et jakkesæt, som ligner hinanden, fordi vi på arbejdsmarkedet skal unifor- meres væk fra vores personlighed. Jeg pruster og stønner i det hæsblæsende tempo, som er sat for dagen. Men jeg følger trop. Jeg er glad for at være kvinde - med alt, hvad det indebærer. Ligesom jeg synes, at mænd skal være glade for at være mænd med alt det, som dét inde- bærer. En del af identitetspolitikken går på, at man prøver at udviske de vidunderlige karaktertræk i os som mennesker, som også er forbundet med vores køn. Jeg mærker, som politiker, at jeg helst skal iføre mig en blazer og et par bukser. Og skulle jeg fristes til at iføre mig en kjole og få taget billeder af mig selv til en artikel, så er jeg jo lige pludselig alt for feminin, ik. Jeg tror, at hvis man kan få lov til at tage sin personlighed - sit hele menneske - med ind i det man laver og i vores kultur, så får vi mere ud af vores liv. Jeg sveder nu. Ikke på grund af det, Pernille Ver- mund siger, men fordi jeg i min maskuline naivitet har klædt mig på til et iskoldt udendørs-interview ved Ridebanen - uden at ane, at den omtalte lokation er stedet på Borgen, hvor Nye Borgerliges leder har sit kontor. Nuvel, jeg nægter at afklæde mig. Jeg føler mig polstret. Beskyttet. Det er varmt, ja. Men sveden minder mig løbende om min mandighed, hvilket giver mig en eller anden form for falsk tryg- hed i mødet med den stærke kvindelige leder over for mig. Jeg bruger min kvindelighed, fordi jeg ville være en virkelig dårlig mand - selvom jeg laver en sindssygt god parallelparkering. Pernille Vermund smiler, mens hun siger det. Vi griner. Jeg er et kort øjeblik i tvivl, om det er sagt som privatperson eller politiker. Men det er egent- lig underordnet, for vi griner. Det er det vigtigste. Døren lukkes, og jeg drager et lettelsens suk, mens vi sætter os over for hinanden. Den forpustede Liebhaverboligen nr. 252 Oktober 2021 93
Download PDF fil