Personligt velvære 360° Sundhed - Af Ole Wessung Taknemmelighed og tilgivelse kan både føles og måles Ifølge et studie tilbage i 2008 påvirkes vores hypothalamus målbart, når vi udviser taknemmelighed. En gruppe blev scannet (Functional magnetic resonance imaging), samtidig med at de arbejdede med at udvise taknemmelighed. Der sås en øget aktivitet i hypothalamus, der er et lille område i hjernen, der bl.a. påvirker søvn, stress og spisemønstre. Et andet studie har påvist, at taknemmelighed påvirker den del af hjernen, der er associeret med produktionen af neurotransmitteren dopamin, bedre kendt som lykkehormonet. Det er altså hævet over enhver tvivl, at det at være taknemmelig ikke kun føles godt, men også er videnskabeligt bevist godt. Øvelse: Lav en liste på 5 ting, som du er taknemmelig for. Giv dig god tid og gentag processen ofte, gerne dagligt. Min personlige taknemmelighedsliste i morges var: 1. At jeg og alle mine kære er sunde og raske. 2. At jeg lever i Danmark og derfor er blandt verdens 5 mest privilegerede promiller. 3. At jeg brænder for det, jeg laver, og laver det, jeg brænder for. 4. At jeg har god og ærlig kontakt til mine nære venner. 5. At jeg elsker følelsen af taknemmelighed. Tilgivelse påvirker os på, stort set, samme måde som taknemmelighed. Johannes Møllehave skrev engang en artikel i Berlingske, der havde en overskrift, som lød noget i retning af Det bedste, du kan gøre, er at tilgive. Og hvor havde han dog ret; er der noget mere energikrævende og humørnedbrydende end at bære nag og skulle gå rundt og huske på, at man er sur, skuffet eller vred. Min morfar, som jeg har omtalt mange gange før, sagde altid: ”Når du er sur på nogen, kan de meget vel sidde i festligt lag og nyde øl, mens du er det.” Sagt på en anden måde; det går kun ud over dig selv. Øvelse: Hvem vil du tilgive i dag? Jeg er personligt rigtig taknemmelig for at måtte skrive her i Liebhaverboligen og ikke mindst for, at I læser og kommenterer mine indlæg. 1000 tak Ole Wessung 72 Liebhaverboligen nr. 244 Marts 2021
Download PDF fil