Interview Carsten Werge Af Kenneth Hansen “Jeg var ikke bange for at dø – jeg var bare ikke parat til det” For to år siden slog lynet ned hos én af landets mest kendte sportsstemmer. En akut opstået betændelse i bugspytkirtlen sendte Carsten Werge i overhængende livsfare, men efter uger i koma og måneder med intensiv genoptræning agerer den nu 61-årige gavflab atter lydtæppe på de største fodboldkampe på hjemlig-og international grund. Sygdomsforløbet har gjort ham klogere på sig selv og taknemmelig for livet. Prognoserne var gode. Vejrudsigterne varslede et sted mellem 15 og 19 grader og en let aftenbrise. Fra sit hjem i Hvidovre stod Carsten Werge og konen Berit vanen tro for at sparke sommeren i gang, når familien kom til grillhygge og bålsang på Sankthansaften. Idyllen var intakt, da Werge ramte hovedpuden lidt før midnat, men idyl blev erstattet af kaos og et smertehelvede bare få timer senere. ”Jeg vågnede op med voldsomme riv i maven og kastede op hele formiddagen. Det kom ud af det blå. Ingen symptomer eller noget. Jeg blev indlagt dagen efter Sankthans, den 24. juni 2018, så i de her dage er det præcis to år siden, at jeg svævede rundt i koma.” og op til flere blodpropper. Kiloene raslede af kroppen, da al indtagelse af føde og væske foregik gennem en slange, og selv de mindste opgaver drænede kroppen for energi. Som jeg forstår det, gik det ret hurtigt op for dig, at det var ganske alvorligt og kunne ende med en fatal udgang. Hvordan husker du tilbage på tiden omkring operationerne og den kraftige medicinering? ”Tallene for overlevelse med en sygdom som min er 50/50. Det er jo en ret barsk besked at få, men det var i virkeligheden nok værst for min familie, da min hjerne og krop var så meget på overarbejde, at jeg ikke fik fat i alle detaljerne. Jeg blev opereret utallige gange i den periode. Jeg har faktisk ikke helt styr på hvor mange gange, men omkring 15 operationer blev det til.” ”I månederne efter de første operationer var alt sort. Jeg kan intet huske fra den periode,” forklarer Carsten Werge, mens han strammer snørebåndene og trasker ud på sin daglige gåtur omkring de grønne områder nær Valbyparken. Din hverdag ændrede sig radikalt fra den ene dag til den anden. Du er kendt som en meget dedikeret og passioneret kommentator, og meget af din tid går med arbejde. Hvad fyldte det i den tid? ”Jeg tænkte sjældent på det, for at være helt ærlig. Og det kommer fra én, der har haft hovedet fyldt med arbejde i 30-40 år. Jeg havde ikke overskud til andet end mig selv på det tidspunkt.” ”Jeg var ikke bange for at dø. Jeg var bare ikke parat til det. Hvis man ligger og fylder sig med frygt, så er jeg af den overbevisning, at det i højere grad kan ende med det udfald, man frygter.” ”Tanken strejfer mig dog stadig om aftenen: Gad vide hvordan jeg har det i morgen? Men det gør mig egentlig ikke noget. Det giver mig måske en grad af ydmyghed, som mine nærmeste nok vil mene, aldrig har været eksisterende,” griner han og tilføjer: ”På en eller anden mærkelig måde er det jo enormt livsbekræftende at blive syg. Du får nogle klarsyn undervejs. Du opdager, hvad du går glip af, hvis du dør.” ”Efterfølgende har jeg også ændret mine arbejdsvaner. Jeg sidder ikke længere og roder med ligegyldige ting om aftenen. Jeg er blevet bedre til at prioritere min tid. Det er en af de vigtigste ting, jeg har taget med mig.” ”Sygdommen gav mig en forsmag på, hvad der venter, når jeg ikke længere skal arbejde. Og her har jeg fået svaret på, at jeg sagtens kan finde noget at fordrive tiden med. Det er jeg ikke længere nervøs for.” ”Hver lørdag kørte min kone mig op i badmintonklubben, hvor jeg er formand, for at se de mindste årgange spille. Det fik nærmest sådan en terapeutisk effekt. Det sparkede noget livsglæde ind i mig, selvom jeg stadig lignede Frankensteins monster, med slanger hængende ud af kroppen.” ”De lange gåture med min kone blev også en fast rutine. Og noget vi har holdt fast i efter min raskmelding. Det har fået os til at tale mere sammen, og i og for sig har det bragt os tættere på hinanden. Gåturene blev samtidig symbolet på, at det gik den rette vej. Og det har virkelig været en lang vej, for jeg kunne dårligt bevæge mig mere end et par skridt ad gangen i starten.” Betændelsen i maven fik nemlig andre organer til at gå i alarmberedskab, hvilket blandt andet medførte sammenklappede lunger Du har beskæftiget dig med elitesportsfolk, der er kendt for at have et helt specielt mindset, i flere årtier. Kunne du bruge nogle af sportens mekanismer i vejen tilbage til en normal tilværelse? ”Ja, helt afgjort. Da jeg var færdig med at have ondt af mig selv, begyndte jeg at sætte mig nogle mål. I starten var det, at jeg skulle ud af sengen tre gange om dagen, og så blev det gradvist skaleret op.” ”Jeg er en kæmpe alfahan af natur og et enormt konkurrencemenneske, og jeg husker det som særdeles udfordrende, ikke at have kontrol over sin egen tilværelse. Selvom det kan lyde totalt ucharmerende, så brugte jeg faktisk de andre indlagte til at måle mig med.” 30 Liebhaverboligen nr. 237 August 2020
Download PDF fil