Carsten Werge sammen med sin mangeårige kollega Per Frimann. ”Det overordnede mål va, at jeg skulle tilbage på skærmen. Det blev min altoverskyggende drivkraft, og omkring årsskiftet begyndte jeg at tale med min arbejdsgiver, NENT Group, om en kamp, der kunne blive mit comeback.” Var det nogensinde på tale, at du ikke skulle tilbage på skærmen? ”Nej. På ingen måde. Jeg er ikke typen, der kaster håndklædet i ringen. Det ligger ikke rigtig til mig.” ”Jeg har aldrig betragtet mit arbejde for egentligt arbejde. Jeg har været privilegeret af at kunne leve af min hobby. Men tiden væk fra fodbolden satte nogle tanker i gang. Vil jeg savne aftenerne alene på hotelværelset? Langt væk fra dem, jeg holder af?” ”Det har jeg ikke fundet et entydigt svar på. Men lige nu kan jeg mærke, at jeg ikke er nået til målstregen endnu. Jeg er ikke klar til at lægge det fra mig,” siger Carsten Werge og tilføjer: ”Jeg var nervøs for min stemme og mit stemmebånd. Lægerne havde været nede i min hals utallige gange i forbindelse med operationerne og de opfølgende undersøgelser. Det havde sat sine spor. Jeg var enormt hæs og kunne ikke komme op i de høje toner, når vi skulle synge julesangene rundt om træet eksempelvis.” ”Det gjorde mig usikker. Kunne jeg overhovedet kommentere en fodboldkamp igen? Var det her virkelig enden på min karriere?” Carsten Werge returnerede dog til skærmen i slutningen af februar 2019, da Brøndby besejrede Randers med 2-1 i Superligaen. Han nyder atter duften af et nyslået græstæppe i timerne inden et stort opgør, og inden længe vil han igen kunne høres, når sæsonens Champions League-vinder skal findes i den portugisiske hovedstad Lissabon. Hvis man kigger i det store bakspejl, hvad har du så taget med dig fra sygdomsforløbet? ”For det første husker jeg det som enormt hårdt. Men det var enormt livsbekræftende at opleve den omsorg og behandling, man modtog fra sygesektoren, mens det hele stod på.” ”Jeg lærte også, at selvmedlidenhed ikke bringer dig forfærdeligt langt. Det er OK at have ondt af sig selv og synes, at hele situationen er urimelig, men det bringer dig ikke videre. Jeg blev hurtigt bevidst om, at det blev en lang, sej kamp, som ville ske skridt for skridt.” ”På det mentale plan blev jeg ramt af en kolossal skyldfølelse. Det var ikke særlig rationelt, men jeg tænkte meget over, hvad det var, jeg udsatte min familie for af bekymringer. Sygdomsperioden, væk fra min normale hverdag, satte tankerne i gang.” ”Jeg spurgte mig selv: Hvorfor har du været så egoistisk i så mange af dine valg, Carsten? Skyldfølelsen er gradvist forsvundet, men jeg er blevet mere opmærksom på behovene hos mine nærmeste.” ”Det kan lyde trivielt, men helt oprigtigt, så har jeg lært at sætte pris på livet. Det varer ikke ved, men jeg værdsætter hverdagen betragteligt mere end tidliger,” afslutter den kendte sportsstemme. Liebhaverboligen nr. 237 August 2020 31
Download PDF fil