Køkken & Bad Af Mette Andersen Foto tapetogkunst.dk m.fl. Vinduesfolie hygger og hindrer indkig og hygger Byggerier med færre matterede vinduer i badeværelser, på gæstetoiletter og andre private rum skaber behov for vinduesfolie. Det koster kun lidt og kan monteres af en selv. Vinduesfolie fås også med ornamentik og dekorationer og sågar i farver, som bidrager til boligens stil og stemning. For år tilbage blev de fleste huse bygget med matteret glas i vinduer og døre til badeværelse, gæstetoilet, entre med mere. Dette er i dag ofte sparet væk. Og da tynde undergardiner for længst er gået af mode, er der kun én løsning tilbage: vinduesfolie med frosted og sandblæst look. Den løsning har til gengæld flere praktiske og æstetiske fordele. Vinduesfolie er nemt at sætte op, nemt at gøre rent og senere tage ned igen. Og så forskønner produktet rummet og et måske lidt trist vinduesparti. Vinduesfolie med og uden dekoration kan også bruges til at opdele en stor rude uden sprosser i flere mindre sektioner, som kan skabe hygge i såvel badeværelse, køkken, soveværelse og børneværelse ved at dække det helt eller delvist. Vinduesfoliens vigtigste funktion er dog at sikre privatliv ved at hindre indsyn fra vej, sti eller genboer på store og små vinduer samt på glasyderdøre eller sågar en glasdør mellem entré og stue. Det kan være i områder, hvor man bor tæt, eller direkte til vej eller gade. Folien kan eventuelt placeres, så det dækker den nederste del af vinduet, men sikrer udkig øverst. En nostalgisk, en feminin eller en barnlig ornamentik kan være med til at understrege det signal, man ønsker at sende i eksempelvis et gammelt sommerhus med romantisk blondemotiv eller et børneværelse med sjove dyresilhuetter. Static kan genbruges En af udbyderne af vinduesfolie er Annette Jensen fra Tapet & Kunst i Ringsted, som sælger landsdækkende. Hun leverer alt fra neutral frosted til frosted med mønstre og figurer og senest også en del kulørte folier med mønstre. Der er to typer, som begge sættes op af kunden selv efter firmaets gør-det-selv-video. Den ene udgave klæbes fast, mens den anden – såkaldt static - suger sig fast. Begge kan sidde i årevis og vaskes over, når vinduet alligevel pudses. Static-udgaven, som er noget dyrere, har den fordel, at den kan tage ned, rulles sammen og bruges på et andet sted i huset. Skulle der opstå bobler ved opsætningen, bruges en folieskraber til at udjævne dem. Vinduesfolie sælges i ruller af forskellig bredde, hvor den almindelige med klæber typisk koster 79 kr. for en 67,5 cm bred og 2 meter lang rulle. Static på 1,5 meter i bredden koster lidt over det dobbelte. En anden variant af folie til vinduer er solfilm. Den bruges især på store førstesalsvinduer til stue og soveværelse, hvor solen bager ind, og hvor der er brug for at reducere UV-stråling og sænke temperaturen for ikke at blive stegt. Vinduesfolie fås for eksempel her: www.folieshoppen.dk www.selvklaebendefolie.dk www.tapetogkunst.dk www.nordicnest.dk www.foliekniven.dk 84 Liebhaverboligen nr. 235 Juni 2020 Folie
Download PDF fil