Blå bog Bodil Jørgensen Skrøbelig og sårbar, forslagen og bramfri (ofte med autentisk jysk accent). Bodil Jørgensen kan det hele og har bevist det i snesevis af film og på scenen i store og små roller. Adskillige naturligvis prisbelønnede med både Bodil og Robert-priser. Ellers er Bodil hundeejer og mor til tre. 76 Liebhaverboligen nr. 229 Januar 2020 Interview Bodil Jørgensen og Jesper Christensen er der en tendens til, at man forenkler historien. Jo enklere, desto bedre. Der skal ikke være tvivl om, hvem der er heltene. Bagklogskab og eftermæle I den virkelige verden er det sværere at skelne mellem helte og skurke. Aktuelt strides man om, hvorvidt Erik Scavenius, der var udenrigsminister og siden statsminister i samarbejdsregeringen, i dag kan få opkaldt en vej efter sig. – Jeg har det svært med, at vi overhovedet skal opkalde veje efter personer fra Besættelsen, siger Jesper Christensen. – Heller ikke Flammen og Citronen. Men på den anden side kan man lige så godt opkalde en vej eller en plads efter Erik Scavenius som efter Anders Fogh Rasmussen. – Du vil ikke finde mit navn på en protest over at opkalde en vej efter ham. Da alle kunne se, at tyskerne ville tabe, var det nemt at pege fingre ad ham, men det er mærkeligt at dømme på den måde med tilbagevirkende kraft. Der var ingen, der i 1940 syntes, vi skulle slås. Ingen ville gå op imod den stærkeste militærmagt i Europa, der lige havde udslettet Polen. – I mine øjne var der kun den måde at handle på. Scavenius og samarbejdspolitikerne fik afværget de værste ulykker for befolkningen. Så i sidste ende: jo, Erik Scavenius gjorde noget godt for Danmark, konkluderer Jesper Christensen. – Sådan er folk jo forskellige, indskyder Bodil Jørgensen. – Jeg synes nok, at Kim Larsen kunne fortjene en plads, men det ville han ikke have. Han frabad sig det. Ingen af de to skuespillere misunder politikerne deres ansvar. Heller ikke i dag er det let at gennemskue, hvad historien vil bedømme som rigtigt og forkert. I Ukraine, i Syrien og i Tyrkiet. – Nu har jeg lige læst, at vi skal sende 200 danske soldater til Irak. De skal derned for at uddanne den irakiske hær, men kan vi nu være sikre på, hvad det bliver brugt til, spørger Bodil Jørgensen. – Der er jo også oprør og demonstrationer i Irak i øjeblikket. – Desværre må jeg sige, at vi ikke har gode erfaringer med at blande os, tilføjer Jesper Christensen. – På den anden side har det også været mageligt for os her i Europa at sidde under USA’s trygge vinge og kæfte op. Når det hører op, så skal vi jo selv tage ansvaret. Drama plus 200 % Med det in mente bliver dilemmaerne i ”De forbandende år” uhyggeligt aktuelle. Men når vi gang på gang vender tilbage til 2. Verdenskrig som stof til fiktionen, så skyldes det, at det forstørrer hverdagens konflikter: – Jeg kan slet ikke forstå, at der er nogen, der laver film, som ikke foregår under Besættelsen, siger Jesper Christensen. – Vi har alt det, vi normalt skaber dramatik om; forældre og børn og parforhold, og når der kommer tryk på den privatsfære udefra, så skruer det 200 % op for dramaet.
Download PDF fil