Konkurrence MÅNEDENS 3 KONKURRENCER Teater Hedeland genlyder af ”The Sound of Music”, Moses skiller vandene i ”Prinsen af Egypten” på Det Kongelige Teater og i ti dage er der væg-til-væg teater på CPH Stage. Klik ind på www.liebhaverboligen.dk/konkurrencer for at deltage i konkurrencerne og svar senest 16. maj. Vinderne får direkte besked – og offentliggøres i næste nummer. Konkurrencerne gennemføres med arrangørerne som sponsorer, og præmierne kan ikke ombyttes til kontanter. Foto: Søren Malmose Foto: Esben Salling THE SOUND OF MUSIC UNDER ÅBEN HIMMEL Bakkerne omkring Teater Hedeland vil være helt levende af musik, når Isabel Schwartzbach og hele ensemblet begiver sig ud i Rodgers’ og Hammersteins udødelige ”The Sound of Music” 20.-29. juni. Der vil blive plukket Edelweiss, sunget do-re-mi og om alle vores yndlingsting. Det er smægtende romantisk, når den unge novice Maria bliver sendt ud som guvernante for Kaptajn von Trapps musikalske børn, hvor hendes rene hjerte (og rene stemme) aldeles smelter kaptajnens hårde hjerte. Heldigvis er han stålsat nok til at gøre modstand mod den spirende nazisme, således at familien til sidst må flygte over bjergenes top. Siden premieren – for præcis 60 år siden - er ”The Sound of Music” blevet indbegrebet af musical, men den er næppe præsenteret mere stemningsfuldt end her under åben himmel i selskab med bl.a. Morten Hemmingsen, Tommy Kenter og Elsebeth Dreisig. To læsere kan hver vinde to billetter til premieren den 20. juni. Værdi 1.100 kr. Spørgsmål: Hvem synger partiet som den unge Maria i ”The Sound of Music” på Teater Hedeland? CPH STAGE – TRE NEDSLAG Maj måned slutter med teaterfestival. I ti dage, 23. maj til 1. juni, kommer København til at summe med over 100 forskellige forestillinger og events, og en læser kan vinde billetter til tre forestillinger, der illustrerer bredden i CPH STAGE. FEJRING AF ET GODT MENNESKE, Mungo Park på Aveny-T 23. maj kl. 20:00 – Marianne Mortensen spiller fødselaren, der gemmer sig i skabet for at øve sig på sin tale, mens gæsterne ankommer … og afslører et og andet. DARK NOON, Fix & Foxy på Revolver 25. maj kl. 16:00 – Tue Biering har inviteret en trup af sydafrikanske skuespillere en tur til (det vilde) Vesten med kolonitidens traumer og Det Lille Hus På Prærien under armen (spiller på engelsk). KUNSTEN AT DØ, Paolo Nani Teater på Nørrebro Teater 28. maj kl. 20:00 – en ordløs, bevægende og morsom forestilling om to klovne på toppen af deres karriere, hvor de må indse, at den ene af dem snart skal opleve det sidste tæppefald. En læser kan vinde to billetter til alle tre forestillinger. Værdi 1.285 kr. Spørgsmål: I hvilken periode afholdes der CPH STAGE? PRINSEN AF EGYPTEN PÅ DET KONGELIGE TEATER Historien om Moses – sivkurven, Egyptens syv plager og havet, der skiller sig for de flygtende israelitter – hører til blandt de mest elskede og genfortalte fra Det gamle Testamente. Fredericia Teaters musical-version efter tegnefilmen ”Prinsen af Egypten” skruer ekstra op for dramaet. Her er Moses gjort til fosterbror til Ramses og opgøret mellem ham og Moses bliver personligt. Forestillingen er fyldt med skøn musik og sange af Stephen Schwartz og fantastiske effekter, som fra 21. juni kan opleves på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Hele det originale cast er med i opførelsen, anført af Diluckshan Jeyaratnam som Moses og Lars Mølsted som Ramses. I andre centrale roller ses Nadia Abraham, Silke Biranell, Christoffer Lund Skov og Kristine Yde. To læsere kan hver vinde to billetter til forpremieren den 19. juni klokken 19:30. Værdi 1.256 kr. Spørgsmål: Hvem spiller rollen som Moses i opsætningen af ”Prinsen af Egypten” på Det Kongelige Teater fra 21. juni? Vinderne af sidste måneds konkurrencer i Liebhaverboligen blev: Tina Cox fra Hørsholm, Jimmy Voss fra Vedbæk og Susanne Lis Knudtskov Breck fra Frederikssund, der hver vandt to billetter til ”Urban Nights” på Wallmans i Cirkusbygningen, Hanne Hedegaard fra Hillerød og Søren Malthe Olsson fra Vedbæk, der hver vandt fire billetter og turpas til Tivoli, samt Karen-Margrethe Lerbæk fra Birkerød, der vandt billetter til showet ”Divaer i glas” i Glassalen til august. Liebhaverboligen siger stort tillykke til alle vinderne – og til de øvrige konkurrencedeltagere: Prøv igen, måske bliver det din tur. 20 Liebhaverboligen #219 Maj 2019
Download PDF fil