Interview / Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares Krimi-Kammerater Soldaterkammerater kan man ikke kalde dem, men Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares har udviklet et nært venskab under indspilningen af nu fire film i Afdeling Q-serien som Carl Mørck og Assad. Netop venskabet er benzinen, der har drevet motoren i det samarbejde. STEEN BLENDSTRUP ALEKSANDER K a Liebhaverboligen sidst interviewede Nikolaj Lie Kaas, fortalte han, at det især var en stor attraktion ved Afdeling Q-serien, at han skulle arbejde sammen med Fares Fares, så … har det levet op til forventningerne? - Nej, ikke rigtig … Jeg havde store forhåbninger, men det blev ikke som forventet, men han har selvfølgelig kunnet lære noget af mig . Det tager et par sekunder, før Nikolajs ansigt flækker i hans karakteristiske grin, mens Fares klukker i baggrunden. Kolleger og kammerater - Selvfølgelig har det været en fornøjelse. Jeg kunne jo ikke vide på forhånd, at Fares også ville blive en god kammerat. Det sjove er, at vi begge har været interesserede i at kunne føje noget nyt til figurerne hver gang. På papiret er forholdet mellem Assad og Carl Mørck stagneret. Carl vil ikke ændres, og der er en dialektik, når han møder Assad, som er et anderledes menneske. Fares Fares er helt enig i, at arbejdsfællesskabet har udviklet sig til et kammeratskab: - Jeg kommer til at savne det. Ikke Assad og Carl, men samarbejdet med Nikolaj. Jeg håber, vi kommer til at lave noget – noget andet – engang i fremtiden. - Jeg tror ikke, det var blevet lige så gode film, hvis Nikolaj og jeg ikke var blevet venner, fortsætter han. - Så havde vi måske heller ikke lavet fire af dem. - Nej, det er spørgsmålet, mener Nikolai. – Så ville det have været svært at finde motivationen for at gøre det her. Set udefra er det jo ”bare” en dansk krimi, så der skal være noget mere, Vi har hver gang spurgt hinanden, om vi skulle lave en til – jeg tror, vores producent var frisk på at stoppe, hvis vi ikke havde lyst. - Det slår mig gang på gang, at jeg stadig synes, det er sjovt at være skuespiller, for nu har jeg gjort det så mange gange, fortsætter han. - Man kan godt blive lidt træt i koderne, men man har en eller anden naiv indstilling til, at det her er en historie, der skal fortælles. Som et højskoleophold På den måde minder en filmproduktion om et højskoleophold, mener Nikolaj, der selv har to højskoleophold i bagagen: - Man er lidt småforelsket i alle, mænd som kvinder, man har et nært forhold til ens forskelligheder. Det er et forhold, der ikke er betinget af, hvor du kommer fra, hvem du er, eller hvad du tænker. Vi skal bare redde hinandens røv. Dét nære forhold, dét sammenhold, det føler jeg, der kommer på – især danske - filmhold. Det er så intenst, og så er det pludselig slut. - I det her tilfælde synes jeg, det var sværere end i mange, mange år. En som Fares løber man ikke ind i hver dag. - For mit vedkommende bryder jeg mig ikke om wrap-parties, altså når det er slut, siger Fares. Jeg kan ikke lide den følelse af ’åh det har været fantastisk’ – for så skal jeg videre til en anden film. Man må ikke blive for emotionally attached, men der er nogle, man knytter sig tættere bånd med – som Nikolai og mig, og Mikkel (Nørgaard, red.), som instruerede de første film, og Nikolaj Arcel. Dem har jeg stadig kontakt til. Indvandrermiljøet Selv om Assad ligesom Mørck ikke får meget privatliv skildret i filmen, er det et væsentligt element i ”Journal 64”, at Assad kan trække på sine kilder i indvandrermiljøet. Det hele starter med fundet af tre mumificerede lig i en lejlighed. Lejligheden tilhører en tidligere sygeplejerske på kvindehjemmet på Sprogø, og de døde – de myrdede – har også alle forbindelser til denne institution. Overlægen fra kvindehjemmet sidder i dag på en privatklinik, hvor han er en verdensberømt ekspert inden for fertilitetsbehandling, men han har ikke glemt sit sociale engagement i unge kvinder, 44 Liebhaverboligen #213 Oktober 2018
Del
Print
Download PDF fil
